Hjem

Vi er en helt almindelig familie på 2 voksne, Helle og Lars og vores datter Helena samt Kooikerne Caiya på 4 år og Hector på 6 år. Helle arbejder i en bank, Lars er souschef på en folkeskole og Helena går i gymnasiet – med til familien hører også Pernille, vores ældste datter, der er flyttet hjemmefra, og arbejder som pædagog.

Vi er bosiddende i Allerød, og fik vores første kooiker Hector i 2010. Caiya kom til familien i 2011. Dette kuld hvalpe er Caiyas første, så det bliver spændende.

Caiya er en meget kælen og kærlig Kooiker. Alle er velkommen til at klappe hende, og hun vil gøre alt for en godbid.

Hun ”snakker” meget, og man er ikke i tvivl om, når hun mener, at det er ved at være tid til at blive kløet eller få mad. Så kommer hun hen og lægger hovedet på ens lår. Reagerer man ikke tilfredsstillende, begynder hun stille og roligt at sætte lyd på. Reagerer man stadigvæk ikke efter hendes hoved, bliver hun mere og mere højlydt – indtil man rejser sig for og serverer mad eller klør hende.

Caiya elsker at lege – meget gerne med bold, pind eller et skambidt stykke hundelegetøj, der en gang har forestillet en struds, bæver eller et andet dyr. Der er ikke noget bedre i hendes hundeliv end en stor græsplæne eller en strand og en, der gider at kaste et eller andet langt væk, som hun kan drøne efter – og gerne meget længe. Om hun skal hente noget i vandet eller på land, er hun fuldstændig ligeglad med.

Vi er utrolig glade for vores hunde. De er nemme at omgås, opdrage og have med, når vi skal ud af huset. De er kærlige, glade, nysgerrige og loyale – og så er racen en utrolig smuk hund.

Lars Vengfelt - +45 30 23 71 14 - larsveng10@gmail.com